Hej læsere.
Mit liv er et stort kaos for tiden. Jeg har mistet min bedste ven, min bedste veninde og der sker så mange ting at jeg ikke kan følge med. Jeg tvivler på mig selv og jeg har det bare ikke så godt følelsesmæssigt.
"Jeg forlader dig aldrig". Det er en sætning utrolig mange siger. Jeg er en person som stoler utrolig meget på andre, og jeg håber altid at folk aldrig vil forlade mig. Men det gør de i sidste ende. Jeg har selv sagt den sætning et par gange. Jeg har bare aldrig forladt en person uden en ordentlig grund, f.eks at jeg ikke bliver behandlet med respekt. Hvis personen ikke behandler mig med respekt i lang tid, så kommer det hele bare pludselig frem i mig, og jeg flipper ud. Derefter gider personen ikke sige undskyld eller noget, også gider jeg ikke den person mere. Ja, det gør ondt indeni, men man skal huske på, at man skal behandles med respekt, og ikke bare som en bunke skrald eller noget i den retning. Husk det.
Det gik først op for mig, at det ikke er rigtigt, at andre vil forlade en, da min bedste ven gjorde det. Jeg forstår godt at han gjorde det, da han havde en grund til det. Det var bedst for ham. Jeg græd i en time og jeg savner virkelig at have ham til at snakke om alting med. Jeg tilgav ham hurtigt for det, selvom jeg stadig er knust. That's life.
Da jeg kom hjem fra skole i dag havde jeg fået brev. Det plejer jeg aldrig at gøre fordi nu bruger man al muligt teknologi til at skrive til hinanden på. Jeg åbnede det og jeg blev så overrasket og glad. Det var fra ham. Jeg vil ikke sige hvad der stod i det, da jeg vil have den ting for mig selv. Men jeg kan sige, at jeg er så glad for det, og jeg vil altid gemme det. Han har hjulpet mig så meget og det brev viser bare, at han virkelig er en fantastisk person. Jeg er taknemmelig for, at jeg lærte ham at kende.
I skolen snakker jeg meget sammen med andre end dem jeg normalt snakkede med. Det er rart at være i et nyt selskab. Jeg har lært en ting mere. Man skal altid sørge for at have mere end en person/ven at snakke med. Ellers bliver man utrolig ensom. Jeg har selv haft det sådan ret tit hele mit liv, faktisk. Hvis man kun har én person/ven man kan snakke med, så går det ned af bakke, hvis man bliver uvenner for alvor.
Da jeg postede et billede på Instragram, hvor der stod: "I just need a fucking friend who care", kommenterede en pige fra min klasse det. Hun skrev at hun var min ven, og at jeg er en ven i verdens klasse. Jeg blev så utrolig glad. Jeg begyndte at græde fordi jeg blev så glad. Jeg havde aldrig forventet sådan en besked. Aldrig.
Så mine råd til jer er:
1. Aldrig stol på at en person ikke vil forlade jer, eller sige at I ikke vil forlade en person, for det kommer til at ske i sidste ende.
2. Aldrig lad en person behandle jer dårligt. Alle fortjener respekt.
3. Snak med så mange som muligt og ikke kun én person.
4. Hold hovedet højt. Bevis at I er stærke. Der ér nogen der holder af jer.
5. Vær tro mod jer selv. Følg jeres hjerte.